Arrangør: Birgit og John
Pladsen: Sorø Camping
Fredag: 12. juni
Søndag: 14. juni
Sorø Sø Camping, 13. juni 2009.
Vi fandt frem til, at det var Birgits tur til at finde en plads, men da hun fortsat ikke bor i et hus, hvor der er en pc., hvilket gør huset lidt specielt, anmodede hun endnu engang os her i Slagelse om at klare sagen, hvilket vi naturligvis gerne ville.
I år var der det særlige, at Mads blev 18 år om fredagen, og det havde hans forældre tænkt sig at fejre. Derfor anmodede de om, at der blev valgt en plads så tæt på Høng som muligt, så de gæster, der skulle med til fødselsdagen, havde kort vej hjem til pladsen bagefter.
Jeg kørte først ud til Reersø Camping, da det var et nærliggende emne, men alle hytter var optaget denne weekend, idet der skal være træf med ca. 100 gamle Bedford biler.
Da udvalget af pladser ud fra ovenstående Høng-krav var begrænset, skrev jeg til Fyn og Jylland, for at få en forhåndsviden om deres ønske vedr. overnatningsform.
I Kolding har de fået tiltusket sig en campingvogn, som de kommer med, og Susanne ville have luksus med toilet og ikke nogen ”møghytte.”
.
Da Danny og Vivi desværre er gået fra hinanden, lød meldingen fra Odense, at de ikke deltager i år. Så vidt jeg husker, er det første gang der er frafald fra Fynsiden.
FDM Bjerge Strand Camping havde desværre kun 1 luksushytte ledig, og Urhøj Camping svarede ikke. I Sorø var der gevinst, og de havde lige fået opført nogle nye hytter, så jeg reserverede herefter 2 hytter og 4 pladser til egne campingvogne, beliggende lige over for hytterne.
Indbydelserne blev udsendt den 23. februar.
Desværre indtraf det første dødsfald i familien siden træffenes start, idet far døde den 4. maj.
Allerede om torsdagen ankom Birgit, Viggo og John samt Inger og Torben.
Mor blev også torsdag indlogeret i sin hytte, og kunne så lægge et dejligt varmt hus til om aftenen for Birgit, John, Inger og Torben.
Hanne, Claus, Oliver og Markus måtte overnatte i Nyborg i deres campingvogn, da broen var lukket p.g.a. stærk blæst, så de ankom tidligt fredag morgen. Campingmutter måtte bankes op, idet hun skulle åbne bommen, så de kunne komme ind. Fredag middag ankom vi selv, ligesom Susanne og Bjarne kom til deres hytte. Danny og hans nye dame, Sanne, havde glædeligvis også valgt at komme, idet de så boede hos Susanne og Bjarne.
Det havde været et meget voldsomt regnvejr torsdag og fredag, så da vi kom, var det som at campere i en lavvandet sø. Det blev dog heldigvis tørvejr, og lørdag og søndag var det fint solskin og udevejr. Vi sad dog lørdag aften i forteltet fra Kolding, og maden blev anrettet i Grevinges fortelt. Selv havde ikke opstillet telt eller solsejlet, da der ikke ville blive behov for dette.
Af dynastiets 4. generation kom kun de 2 yngste, Marcus og Oliver. Det virker som om de er ved at takke af fra disse familietræf, og derfor ikke vil føre dem videre. Kan vi andre så bare holde ved, så er der jo træf til mange år endnu.
Fredag aften kørte vi 7 ældste i 2 biler fra pladsen og til Høng for at fejre Mads´s 18-års fødselsdag. Da vi kom hjem omkring midnat, viste det sig, at mor havde låst sig ude, så for anden gang måtte campingmutter i aktion. Torben købte senere en buket blomster og gav hende for disse ulejligheder uden for åbningstid.
Næste morgen fik vi mange historier om de tilbageværendes festligheder om aftenen i hytten. Jeg bemærkede, at de efterfølgende havde mere fat i sodavand end øl resten af weekenden, så den havde vist fået så hatten passede.
Britta og Frits kom lørdag og flyttede ind i mors luksushytte.
Der blev handlet ind i og gået tur i byen og rundt om Pedersborg Sø. Claus ville ikke nøjes med dette, så han løb rundt om Sorø Sø.
Birgit havde bestilt mad fra Vig forsamlingshus. Det var god mad, og det er ikke en underdrivelse og sige, at der var rigeligt af det. Der var til dagen efter og til at tage med hjem.