Arrangør: Hanne og Claus
Pladsen: Randbøldal Camping
Fredag: 8. juni
Søndag: 10. juni
Billedet er fra Trelde Næs i 2016/o
- træf – Randbøldal, Randbøl, 9. juni 2018.
Hanne og Claus havde valgt året træfplads, der ligger fint i bunden af Randbøldal mellem Vejle og Billund.
Vi selv og Torben ankom om torsdagen, og vi spiste om aftenen i pladsens restaurant, hvor vi fik stjerneskud og en stor øl.
Hanne/Claus og Sanne/Danny kom fredag med deres campingvogne. Også fredag kom Susanne/Bjarne og Britta/Frits/Mads til deres hytter. Ingen andre af de unge mennesker dukkede op på træffet, selv om det jo meget tæt på dem alle. De dukker nok heller ikke op næste år her på Sjælland, men måske om 2 år i Vest.
Birgit og John havde meldt fra på grund af afstanden og lidt skelen til, at John sidste blev syg og måtte køre hjem.
Fredag aften var der fællesspisning ved vores telt, og lørdag aften sad vi ved Fredericiavognen. Begge dage i meget fint sommervejr. Folk grillede deres egne kødprodukter, mens Susanne og Bjarne som vanligt havde nye kartofler med, ligesom salaten var ”der ovre fra.” – som Ellen kaldte det.
Arrangøren havde kraftigt opfordret (beordret) os fra Hovedøen om at sørge for dessert. Det blev is oven på blåbærtærter. Endvidere havde vi min fødselsdagsgave – ingredienser til mojito – med.
Claus havde arrangeret en lørdagstur til Jelling, hvor vi mod betaling af 100 kr. pr. person blev guidet af Jellingmuseets direktør. Vi hørte om Gorm, Thyra (Thorvik?), Harald, højene, markeringen af det lange vikingeskib og det dobbelte forsvars-plankeværk rundt om stedet. Et meget fint indslag.
Det var som nævnt meget fint vejr alle dagene, dog med et par lette byger lørdag formiddag. Ved sammenpakningen søndag formiddag var alt dog pladdervådt, idet det havde regnet hele natten og fortsatte søndag.
Alle kørte sidst på formiddagen, dog blev Torben til i al fald mandag i håb om, at han så kunne pakke forteltet ned i tør tilstand.
Vi kørte selv til Hvide Sande Camping, hvor vi var 2 dage, hvorfra vi kørte ind og besøgte Ringkøbing og Danmarks Flymuseum ved Stavning.
Vi kørte derfra til DCU Odense City Camping og var her i 3 dage før vi kørte hjem. Vi var her inde på Danmarks Jernbanemuseum og Brands Klædefabrik, ligesom vi sled skoene meget i byens gågader. Vi besøgte også Den fynske Landsby.