2001 Reersø

Arrangør:

Pladsen:    Reersø Camping

Fredag:      8. juni

Søndag:     10. juni

Reersø Camping, den 9. juni 2001.

Det var Birgit og Johns tur til at vælge plads, og de valgte Reersø Camping, idet de havde været på pladsen sidste år, og syntes den ville passe godt til træffet. Der var bl.a. mulighed for at leje hytter og campingvogne tæt ved legepladsen, så forældrene kunne holde øje med deres purke. Tillige var der nogle trædegocarts, der uden tvivl ville skabe lykke blandt ungdommen.
Ellen og jeg fik af Birgit overdraget det ærefulde hverv at indhente materiale, mangfoldiggøre det og sende det ud som indbydelse til klanmedlemmerne. Jeg hentede det meste materiale via pladsens internetsider, ligesom jeg fik tilsendt nogle brochurer. Indbydelserne blev afsendt og efterfølgende bestilte de forskellige selv direkte til pladsen.
Susanne-Bjarne, Claus-Hanne og Danny-Vivi lejede campingvogne, mens John-Birgit, Inger-Torben og vi selv havde vores egne campingvogne med. Som sædvanlig boede mor-far og Britta-Frits i telt.
Vi havde forlods sat os på ”Stalden”, der er pladsens samlingsstue og indrettet i en af udlængerne (pladsen er en tidl. Gård). Vi benyttede den dog ikke, idet det besluttedes at vi skulle være i forteltene til 2 af de lejede vogne. De voksne i ét telt, og børnene i naboteltet, og det gik også fint.
Vejret var bedre end Voldborgs disciple havde sagt. De havde lovet både de ene og det andet, men faktum blev, at det var meget fint vejr, solskin det meste af tiden, nogen blæst og lunt om dagen, men om aftenen blev det hurtigt koldt, og teltfolket klagede over, at de havde frosset om natten, i al fald gjorde Britta, men hun havde også kun taget noget sommerdynehalløj med, er det sommer eller ikke!
Rygterne fra den jyske side vil vide, at det måske bliver Rørbæk Camping næste år.
Frits havde stillet deres telt op et par dage i forvejen, men ellers var vi de første der kom. Vi vurderede, hvor mor og far ville have teltet, og så lagde vi os på en plads ud fra dette, men det holdt ikke helt stik. Mor og far lagde sig et andet sted, og Inger og Torben, som kom sidst, fik en noget hældende plads. Torben påstod vi havde taget hans plads oppe i hjørnet! Godt forsøgt, men vi var ikke til at rokke – den der kommer først til mølle får først malet.